Konfirmation
Her kan du få oplysninger om konfirmationerne i 2012 og nogle år frem.
Nederst på siden kan du læse en lille gennemgang, der handler om, hvad konfirmation er, og hvordan man har tænkt om konfirmation gennem tiderne.
Konfirmationsforberedelse
Dalby Kirke tilbyder konfirmationsforberedelse for alle unge på 8. klassetrin bosiddende i Dalby Sogn samt unge, der har gået i Dalby Skole. Ugedag og klokkeslæt aftales med skolerne og vil fremgå af skoleskemaerne.
Konfirmationsdatoer 2012
Elever på 8. klassetrin, der har gået i a-klassen på Dalby Skole: Bededag, fredag den 4. maj kl. 10.30.
Elever på 8. klassetrin, der har gået i b-klassen på Dalby Skole: Søndag den 6. maj kl. 10.30.
Konfirmationsdatoer 2013
Elever på 8. klassetrin, der har gået i a-klassen på Dalby Skole: Bededag, fredag den 26. april kl. 10.30.
Elever på 8. klassetrin, der har gået i b-klassen på Dalby Skole: Søndag den 28. april kl. 10.30.
Konfirmationsdatoer 2014
Elever på 8. klassetrin, der har gået i a-klassen på Dalby Skole: Bededag, fredag den 16. maj kl. 10.30.
Elever på 8. klassetrin, der har gået i b-klassen på Dalby Skole: Søndag den 18. maj kl. 10.30.
Konfirmationsdatoer 2015
Elever på 8. klassetrin, der har gået i a-klassen på Dalby Skole: Bededag, fredag den 1. maj kl. 10.30.
Elever på 8. klassetrin, der har gået i b-klassen på Dalby Skole: Søndag den 3. maj kl. 10.30.
Konfirmationsdatoer 2016
Elever på 8. klassetrin, der har gået i a-klassen på Dalby Skole: Bededag, fredag den 22. april kl. 10.30.
Elever på 8. klassetrin, der har gået i b-klassen på Dalby Skole: Søndag den 24. april kl. 10.30.
Konfirmationsdatoer 2017
Elever på 8. klassetrin, der har gået i a-klassen på Dalby Skole: Bededag, fredag den 12. maj kl. 10.30.
Elever på 8. klassetrin, der har gået i b-klassen på Dalby Skole: Søndag den 14. maj kl. 10.30.
Konfirmation – hvad er det?
Konfirmanderne forbereder sig på konfirmationsgudstjenesten i omtrent otte måneder, fra august frem til bededag. - Men hvad er konfirmation egentlig?
Konfirmation betyder „stadfæstelse“ eller „bekræftelse“ og fik høj status i den tidlige katolske kirke, hvor børn mellem 6 og 12 år blev konfirmeret. Luther var derimod ikke begejstret for konfirmationen, men da han på én af sine visitatsrejser opdagede, at folks uvidenhed om kristendom populært sagt var nærmest uden huller, kunne han godt se, at konfirmationen som en overhøring i den kristne tros indhold nok ikke var allerværst.
Konfirmation og omvendelse
Siden kom pietismen til, hvor man anså konfirmationen som et nødvendigt supplement til barnedåben. Ved barnedåben har en anden svaret på barnets vegne, men ved konfirmationen får barnet lejlighed til selv at svare. Denne pietistiske forståelse af konfirmation har hængt ved lige siden.
Dengang blev børnene undervist hos præsten to gange om ugen i mindst tre måneder, og præsten skulle, som det hed, ”nu og da tage et og andet Barn for sig og spørge det om sin Sjæls Tilstand”. Det hele sigtede nemlig mod barnets personlige omvendelse.
Voksende skepsis
I slutningen af 1800-tallet var der en voksende skepsis over for denne forståelse af konfirmationen. Søren Kierkegaard gjorde i slutningen af sit forfatterskab tykt grin med konfirmationen, men i 1846 havde han dog stadig en rest af ærbødighed tilbage for den. I anledning af sin niece, Henriette Lunds, konfirmation skrev han et lykønskningsbrev til hende:
”Paa Confirmationens hellige Dag er det jo Gud selv,
der er tilstæde for at bringe Gaven: Pagtens Bekræftelse.”
Altså, siger Kierkegaard, er det Gud, der bekræfter, hvad han sagde, da barnet blev døbt, og ikke barnet, der bekræfter noget.
Det er ikke noget, man selv gør!
Det ligger for øvrigt også i sproget: ”Man bliver konfirmeret” - eller: ”Man skal konfirmeres”! Det er noget, som sker med én, - ikke noget, man selv gør.
Biskop Søren Lodberg Hvas, Aalborg, skriver i en vejledning for konfirmationsforberedelse, at konfirmationen er en fest for dåben. I konfirmationen bekræftes, hvad der blev sagt til os i dåben: At vi er elsket af Gud.
Johs. Møllehave skriver det samme. Det, som blev sagt ved dåben, gentages ved konfirmationen. Mennesket har en uendelig værdi i Guds øjne, og for mennesket gælder det håb, at ensomheden, kulden og døden – det, som truer fællesskabet, glæden og livet – er ikke det stærkeste.
Dette blev sagt ved dåben, og ved konfirmationen bliver det gentaget: ”Det håb gælder for dig!”
|