Dalby Kirke og Sogn Dalby Kirke
Forside
Praktiske oplysninger
Kontakt
På opdagelse i kirken
Døbefonten
Korbuekrucifikset
Orgelet
Alteret
Alterkalken
Prædikestolen
Kalender
Kirkens kor og korskole
Kirkebladet
Konfirmander
Menighedsrådsmøder

På opdagelse i Dalby Kirke

Et kort rids af kirkens historie
Den første sten til den nuværende Dalby Kirke blev nedlagt i grundvolden den 24. april 1872. Halvandet år senere, den 12. oktober 1873, blev kirken indviet, så sognepræst M. Mørk Hansen som den første kunne prædike ud i det nye, lyse kirkerum.

Men det er ikke første gang, at det åbne landskab mellem Dalby og Vonsild har lagt jord til en kirke. Den første præst, man kender til i Dalby, var således Reimarius, der prædikede i sognet allerede i årene omkring 1070. Man ved ikke præcis, hvor den første kirke lå, men formentlig på samme sted som den nuværende. Det er også sandsynligt, at der var tale om en trækirke ligesom mange andre steder i Danmark på den tid.
 

Til gengæld er det sikkert, at den kirke, der i 1872 blev revet ned for at give plads til den nuværende bygning, lå præcis på samme sted som kirken i dag. Den gamle kirke stod formodentlig færdig omkring år 1300 og havde massive, bare mure, små vinduer og et kirkerum på cirka samme størrelse som det nuværende. Når man ved det så sikkert, skyldes det, at den ansvarlige arkitekt bag den nye kirke L.A. Winstrup tegnede den gamle kirke, inden han rev den ned.

Dele af det gamle murværk af munkesten kan i dag ses på nordsiden af kirketårnet. Ligeledes stammer den indvendige del af det nuværende våbenhus fra den gamle kirke. Resten af kirken blev nyopført op til indvielsen i 1873. Døbefonten fra 1200-taller er bevaret, sammen med korbuekrucifikset fra omkring år 1500, kirkesølvet fra 1600-tallet, kirkeklokken fra 1756 og den gamle trætavle til minde om kvægpesten, der hærgede sognet i 1745, kan ses i våbenhuset.

Den nuværende kirke blev opført af kongelig bygningsinspektør L.A. Winstrup, der også ombyggede og nyopførte andre kirker i omegnen, samt Kolding Rådhus. Kirken er bygget af røde mursten på en solid granitsokkel og er opført i det, der populært kaldes stilforvirringens tid, hvor arkitekterne lod sig inspirere af forskellige historiske stilarter. I Dalby Kirke er det fortrinsvis romansk og gotisk stil, der er forbilledet.

Kirkens specielle lys falder fra hver side af skibet ind gennem tre store trefoldighedsvinduer, som hver især symboliserer Faderen, Sønnen og Helligånden.

Siden indvielsen i 1873 er der lavet forskellige fornyelser og ændringer. Et orgel kom til i 1911, lysekronerne blev givet som gave fra mennesker i sognet over en årrække, og alteret blev udskiftet i 1958. I 1971 fik kirken sin første gennemgribende renovering, og i de sidste to årtier af det forgangne århundrede fik kirken nyt orgel og nye messehageler. Endelig blev kirken nyistandsat i 1998-99, hvor den fik sine nuværende varme farver.

Dalby Kirke fik for første gang sin egen præst i 1986, da sognet blev selvstændigt og dermed forlod det gamle Vonsild-Dalby Pastorat. Den første præst Ruth Østergaard Poulsen virkede fra 1986-2000. Nuværende præst Jens Christian Bach Iversen tiltrådte nytår 2001.

Sognepræst Jens Chr. Bach Iversen | Gl. Tved 23 A | 6000 Kolding | 75 50 23 27 | jcbi@km.dk
Dalby Kirke | Dalbyvej 69 | 6000 Kolding | 75 54 10 02 (graverkontor)